lørdag den 16. januar 2016

Hjemmelavet vaskepulver.




Jamen hvorfor nu det! Er det ikke godt nok, det vi kan købe...!?


Tjo, sikkert.
Men man kan også lave det selv! Uden mærkelige tilsætningsstoffer, der påvirker vores børns hormoner. Og påvirker mine muligheder for børnebørn! Om virkeligt mange år, men ikke desto mindre.

Jeg har lagt mærke til at vores tøj stadig bliver rent. Ellers ville jeg nok finde på noget andet.
Jeg har også lagt mærke til at det tørrer hurtigere....Det kan jeg simpelthen ikke forklare. Men det gør det.

Jeg vasker generet på 30-40 gr og sæben opløses fint. Fungere også til 60 gr. Og håndklæderne bliver dejligt bløde igen. Og ja, også rene.

Altså, jeg har har pinnet pinterest tyndt (!) for gode opskrifter. Og utroligt mange af dem anvender en amerikansk klassiker i husholdningssæbe; fels naptha. Den kan ikke fåes i EU. Og utroligt mange vil også gerne tilføje Borax, eller borsyre. Hvilket ikke må sælges i Danmark mere.
Jeg kan i øvrigt tilføje at når man spørger i Matas efter Borax, så får man det mærkeligste blik! Kunne vist ligegodt have spurgt efter Napalm..! Hvilket jeg ikke gjorde!

Nå, jagten forsatte. Mange bruger også Dr. Bronner's Castile Soap. En mild sæbe lavet på olivenolie istedet for den gamle fedt og kautisk soda.

Jeg er ret begejstret for Dr. Bronner, men den er forholdsvis dyr. I hvert fald til det formål at vaske tøj.

Til sidst nåede jeg til denne side:http://myhealthygreenfamily.com/blog/wordpress/homemade-borax-free-laundry-detergent/

Se det var de vise sten!

For det første er det ret almindelige ingridienser. For det andet ret nemt at lave! Win-win.

Opskriften på hjemmelavet vaskepulver :


  • 1 cup soda.  Ca 2,5 dl 
  • 0,5 cup natron. Jo, natron.
  • 0,5 cup citronsyre. 
  • 0,25 cup groft salt.
  • ca 50 g glycerinsæbe.

Og det er det!

Glycerinsæben rives på den grove side af et rivejern.

Alle ingridienserne blandes godt i en skål og puttes i et pænt glas. Det er ikke tvingende nødvendigt at det er et pænt glas. Men det hjælper. Lad være med at lukke låget. Så koger massen sammen.
Til hver vask bruges ca 1 spsk.


Hvor køber man så glycerinsæbe? De fleste større supermarkeder har glycerinsæbe, oftest med en duft. Det betyder ikke noget, tøjet kommer ikke til at dufte af det. Så bare vælg den med fersken eller honning. Matas har også glycerinsæbe.
Hvis du vil lege mere med glycerinsæbe, hvilket varmt kan anbefales, så har Urtegården glycerinsæbe i 1 kgs pakker. God investering.


God fornøjelse!







Nye tanker

Tja....Nu er det tre år siden at jeg oprettede denne blog! Og ikke et eneste indlæg har der været siden...!
Nåmen, jeg har så brugt tiden på husmoderlige gerninger:-)

F.eks har jeg udviklet en glimrende opskrift på vaskemiddel. Eller det har jeg faktisk ikke....Men jeg har brugt rigeligt tid på at finde en god opskrift på hjemmelavet vaskepulver uden mærkelige ingridienser. Mere om det i et andet og indtil videre uskrevet blogindlæg.

Hvad vil jeg så med denne blog...? Ja faktisk ret meget det samme som for 3 år siden. Jeg vil dele og delvist prale af diverse påfund og ideer, der giver mening i min hverdag.

Det ligger sådan at jeg har noget allergiværk overfor visse tilsætningsstoffer og konserveringsmidler, der bruges i cremer og sæber. Og rengøringsmidler. Det har ledt mig rundt i verden (dog mest den digitale verden) efter alternative løsninger.  Og nej, diverse økologiske cremer/sæber/rengøringsmidler kan jeg ikke tåle. Overhovedet..!

Jeg er også stadigvæk ret begejstret for tanken om at gøre ting selv. Jeg er ret overbevist om at jeg har mere øje for mit ve og vel end firmaer, hvis formål har til hensigt at skabe profit..

Nå, nok om det.
Lad os komme i gang.

Og forresten....Jeg skriver  mest for sjov. Men hvis du har lyst til at læse med og eventuelt kommentere, så er du velkommen!