tirsdag den 1. januar 2013

Velkommen.

Et nyt år er lige startet. Og med det masser af nye muligheder. Måske er det året hvor du skal løbe en maraton, giftes eller have barn. Eller alle tre?

Jeg tror at dette år skal være dedikeret til at blive grønnere....
Både indvendigt og udvendigt.

Ja, siger du så, det skal vi vel alle.

Ja, vel egentlig! Men jeg er alligevel nået der til, hvor jeg har indset at det ikke kommer til at ske bare sådan af sig selv. Ej heller ved hjælp at vilde revolutioner, hvor alt skal ændres og alt skal være 100% biodynamisk og og i øvrigt hjemmelavet samtidig med at jeg træner op til en marathon. Mindst, for vi kvinder gør jo ikke noget halvt. Vel?

Hvorfor så navnet; En Husmoders Blog? Vil jeg dermed tvinge og selvstændige hårdtarbejdende og helt vildt ligestillede kvinder tilbage til fortidens dyder og kødgryder?

Nej. Tvang løser intet. Så kun tilbage til kødgryderne, hvis det giver mening for dig. Kun hvis det fylder dig med glæde at lave god, hjemmelavet mad. Eller bage en kage. Eller syde sæbe.

Det gør det for mig.

Jeg kan godt lide at lave mad fra bunden. Jeg kan godt lide tanken om at have en fyldt køkkenhave, der kan gøre mig og min familie selvforsynende. Og jeg kan godt lide at lege i køkkenet.
Heldigvis er jeg også så priviligeret at have et arbejde og en dejlig stor familie. Som generer meget vasketøj og konstant forventer at der er noget at spise:-)

Samtidig er jeg jo også et produkt at min samtid. Jeg læser også (store mængder) af dameblade, der ikke lader nogen tvivl om at kvinder skal holde sig i form, gerne med et mål for øje, være aktive karrierermennesker, være gode speltmødre og lave alt mad fra bunden. Naturligvis på en ny og spændende måde. Og lad os ikke glemme, at holde os attraktive for vores mænd, være klar på ny og spændende sex. Og alt dette klarer vi naturligvis - mens vi også er aktive i skolebestyrelsen og sportsforeningen.

Sådan vil jeg også være. jeg har bare ikke timer nok i døgnet. Så nogen gange er vinduerne møgbeskidte (ret tit, faktisk. Jeg hader at vaske vinduer) tilgengæld synes jeg det er vildt sjovt at fordybe mig i at syde min egen sæbe. (mere om det i et andet indlæg)

Så lad det være sagt med det samme! Min mission er ikke kvinderne tilbage til kødgryderne. Jeg vil bare gerne skrive om min små passioner. Jeg har ikke planer om at blive køkkenets /hjemmets Bonderøv. Selvom jeg godt nok tænker han har fat i noget af det rigtige. Og tjener fint på at filme det....

Okay, jeg er pt stærkt inspireret at en antikvarisk bog, "Husholdning på landet". Den er fantastisk! Den udkom i 1943 og må have været enhver landhusmoders drøm (og mareridt).  Der er simpelthen en plan for alt; hvordan tilbereder man dit og dat, hvordan styrer man en husholdning hvis man kun er sig selv(og landmanden og evt hjælpere), har en pige, og to piger. Måske er det den bog, The Julekalender, henviser til...?!

Nå, der er også en 4 sider lang detaljeret anvisning på, hvordan man vasker. Altså hvordan og i hvilket forhold sæben og sodaen blandes! Fisme uden Ariel. Eller Miehle, min gode ven.

Bogen, og hvad jeg ellers bombarderes med af "bliv økologisk og uhyggeligt grøn ellers dør verden", har sat mig igang med at blive grønnere! Bit by bit.
Og ikke kun grønnere, næææhhh også mere gør det selv agtig. Altså ikke med boremaskine og sådan. Så langt er ligestilligen ikke nået hos mig.

Nææ, mere i retning af DIY rengøring og shammpoo og sådan noget. For fortiden dyder om fornuftig og gennemtænkt husholdning kunne vi vel godt genoptage. Eller hvad mener du?


Så nu går jeg i gang. Håber du bliver inspireret. Eller bare lidt let underholdt:-)